Fællesskabet
En gruppe ildsjæle er i fuld sving med at skabe et nyt boligfællesskab i byen Astrup, der ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her er højt til himlen, iværksætterkraft og hjerterne banker for de gode fællesskaber, som lokale kræfter har bygget op gennem årtier. Faster-Astrup vandt i 2022 Region Midtjyllands Landsbypris.
Her er det visionen at skabe et nyt boligfællesskab, der kobler sig på landsbyens eksisterende fællesskaber, og samtidig skaber rammer for det gode naboskab, hvor man kommer hinanden ved og deler hverdagen.
Den nye bebyggelse kobler sig elegant på landsbyen og styrker centrum, hvor købmanden i det gamle mejeri samler byens borgere. Fra bebyggelsen er der frit udsyn over det smukke landskab mod vest, hvor aftensolen går ned.
En landsby med alle faciliteter
I Astrup får man fra første dag glæde af fællesskaberne, gæstfriheden, stor virkelyst og alt hvad hjertet kan begære for at få dagligdagen til at fungere.
Byen har købmand, skole, børnehave, vuggestue, SFO, frisør, lokalt pengeinstitut, Aktivitetshuset med mange fællesfaciliteter samt et rigt foreningsliv og mange forskellige lokale initiativer både kulturelt, sportsligt og socialt. Der er noget for alle aldre og fællesskaberne blomstrer.